Afbrænding af træ med Jysk Ovnsætterlaug. Spændende og miljøvenlige masseovne. Eksempler på en finsk masseovn.
Træets egenskaber ved afbrænding i en masseovn.

Når man skal fyre med træ er der en række regler der bør følges, for at få så stort et udbytte af træet som muligt og en så miljøvenlig forbrænding som muligt uden røg- og lugtgener.

 Det er meget vigtigt at træet er tørt, dvs. under 10 % vandindhold (som f.eks. et ovntørret gulvbræt ) For at komme ned på denne fugtighedsgrad, er det nødvendigt først at tørre træet udendørs under halvtag således at der kan komme luft til træet. Tørretiden er afhængig af træart, luftfugtighed og brændets tykkelse og længde. Især længden er vigtig, idet træet næsten udelukkende tørrer gennem enderne. De lette træarter, såsom gran, fyr og lærk tørrer hurtigere end de hårde træsorter som bøg og eg.

Det er de lette træsorter, der brænder hurtigst og dermed er mest velegnede til masseovnen.

Træet tørrer bedst i sommerhalvåret fra april til september. Derfor er det vigtigt at træet allerede fældes med lavt saftindhold inden 1. april og er kløvet og stablet inden 1. maj så det kan tørre i løbet af de følgende to somre. Dette gælder de hårde træsorter som i den her forbindelse ikke er så interessante. Dog kan man godt blande med bøg eller eg, men i meget tynde stykker. De lette træsorter skal tørre minimum et år og ikke bare en sommer som mange tror. For at tørre træet yderligere ned til de 10 % fugtighed, er det vigtigt at det kommer ind til ovnen at stå i tre til seks dage inden det skal bruges. Er det stadig fugtigt kan man lægge det til forvarmning inde i brandkammeret, men IKKE før der er gået 12 timer efter seneste fyring. Dette er vigtigt, idet der kan ske en gaseksplosion hvis ovnen er for varm. (vi har bygget tre ovne om efter en eksplosion hvor man har kommet træet for tidligt ind i ovnen. Den ene var endda kun papkasser. ) Man skal huske at hvis træet er vådt, skal vandet først fordampe inden træet kan brænde, og som bekendt fordamper vand ved 100 gr. C . Det betyder at forbrændingstemperaturen forbliver lav indtil vandet er væk, og det giver en dårlig og ineffektiv forbrænding med sod og forurening til følge.

Forbrændingsprocessen.
For at opnå en effektiv forbrænding, kræves temperaturer på ca. 900 gr. C og den nødvendige mængde luft.
Afbrænding af træ forløber principielt i tre faser, der dog optræder på samme tid.
Opvarmning og tørring. I denne fase opvarmes træet og når temperaturen er lidt over 100 gr. C  er vandet fordampet. 

Afgasning. Træ er et gasrigt brændsel – ca. 75% af energiindholdet i træ er flygtige gasser der under opvarmning frigives og afbrændes. De mest flygtige gasser frigives allerede ved ca. 175 gr. C og de tunge gasser frigives og afbrændes først ved ca. 850 gr. C. 
Udbrænding. Efter afgasningen er der kun trækul tilbage, som forbrænder roligt og med lille lufttilførsel

Da langt den største energimængde findes i gasserne, er det vigtigt at de afbrændes rigtigt. En masseovn er netop konstrueret til at kunne opnå de høje temperaturer der kræves for en god forbrænding, hvilket betyder at masseovnene udnytter træet rigtigt godt. I Finland har man på universitetet i Helsinki målt udnyttelse af træets brændværdi på op til 90%, hvilket svarer til et nyt gas- eller oliefyr. Med tab giver det en årsnyttevirkning på op mod 85%.



Jysk Ovnsætterlaug.
- et godt jysk samarbejde for ovnsættere af finske masseovne og stenbrændeovne.






Print side